Hvorfor situationsbaseret sprogindlæring ofte er nemmere end enkelte gloser

Den, der lærer et nyt sprog, spørger sjældent sig selv: "Hvad hedder ordet for pude egentlig?" Meget oftere lyder spørgsmålet: "Hvad siger jeg, når jeg står ved hotellets reception, og mit værelse ikke er klar endnu?" Denne forskel virker lille, men ændrer næsten alt ved, hvordan man bør lære et sprog fornuftigt.

Isolerede gloselister har noget beroligende ved sig. De er overskuelige, nemme at teste, tilsyneladende fuldstændige. Men de besvarer sjældent det spørgsmål, der egentlig optager os, så snart vi rent faktisk vil tale et fremmedsprog. Vi ønsker at kunne handle i et bestemt øjeblik, ikke blot have en definition i hovedet.

Ord uden adresse

Et enkelt ord som "klage" eller "vejbeskrivelse" indeholder ingen information om, hvornår man har brug for det. Man lærer det, gemmer det i hukommelsen, og dér bliver det ofte liggende ubrugt, som et værktøj uden tydeligt formål i en skuffe. Først når en konkret situation opstår, for eksempel hos lægen, hvor man skal forklare, hvor det præcis gør ondt, opdager man, at ordet alene ikke rækker. Man har brug for hele sætningen, den rigtige rækkefølge, den passende tone. "Jeg har haft smerter i den nederste del af ryggen i tre dage" er noget andet end den isolerede viden om ordene "smerter", "ryg" og "i tre dage". Det er netop denne kløft mellem ordviden og talefærdighed, mange elever strander på, selvom de faktisk har et stort ordforråd.

Hvorfor en sammenhæng bliver hængende

Hukommelsen fungerer ikke som et alfabetisk register, men som et net af forbindelser. Jo flere tilknytningspunkter et nyt stykke sprog har, til billeder, følelser, forløb, en genkendelig scene, jo mere sandsynligt er det, at det hænger ved. En situation leverer netop det helt af sig selv. Den, der forestiller sig, hvordan man står ved siden af en fremmed til en fest, fordi man ikke kender nogen der, og efter en kort tavshed spørger: "Nå, hvordan kender du værtinden?", lærer ikke blot et spørgsmål, men en hel lille scene: usikkerheden, øjeblikket, den mulige tilknytning til samtalen bagefter. Denne scene fungerer som en huskeregel, man ikke selv behøver at finde på, fordi hverdagen allerede leverer den. Ved ren gloseindlæring mangler dette anker næsten helt, hvilket er grunden til, at så meget af det forsvinder igen efter kort tid.

Sætninger til den virkelige situation

Nytten viser sig især tydeligt, når man tænker på typiske situationer, som næsten enhver sprogelev før eller siden faktisk oplever. At bestille på en restaurant og ønske at udelade en ingrediens. At tjekke ind ved hotellets reception og spørge om en senere check-out. At spørge om vej til stationen og rent faktisk forstå svaret, ikke blot kunne stille sit eget spørgsmål. At snakke med kolleger i kaffepausen om weekenden, uden at det lyder stift. I alle disse tilfælde er det ikke nok at kende enkelte navneord. Man har brug for vendinger, man kan hente frem nærmest automatisk, fordi selve øjeblikket ofte giver lidt tid til eftertanke. Det er netop derfor, de fleste mennesker, jeg spørger om deres læringsvej, egentlig ikke ønsker "flere ord", men et svar på spørgsmålet: Hvad siger jeg, når netop det sker?

Vi ønsker at kunne handle i et bestemt øjeblik, ikke blot have en definition i hovedet.

Hele situationer i stedet for enkelte ord

Denne overvejelse er kernen bag dialogsituationerne hos Norimo. I stedet for at tilbyde gloselister, som man lærer udenad og bagefter selv skal sætte sammen, sætter vi konkrete scener i centrum: ankomsten på hotellet, samtalen med lægen, småsnakken til en fest. Den, der gennemgår en sådan situation, lytter ikke blot, men skal selv danne sætninger og finde det rigtige svar, for kun aktiv tale forankrer et sprog rigtigt i hukommelsen. At lytte alene er ikke nok til det. I sidste ende handler det ikke om at have samlet flest mulige ord, men om at have den rette sætning klar i det øjeblik, man virkelig har brug for den.