Hvorfor sprogindlæringsapps nogle gange stresser mig mere, end de motiverer mig

For nogle år siden sad jeg en aften i sofaen med mobilen i hånden og mærkede, hvordan min puls steg en smule. Ikke fordi jeg lige havde lært noget nyt i et fremmedsprog, men fordi en app med rød skrift fortalte mig, at min streak på 187 dage ville udløbe om fire timer. Jeg havde ikke haft tid den dag, ingen lyst, måske også bare andre bekymringer i hovedet. Alligevel satte jeg mig ned og gennemførte en lektion, som jeg ikke kunne huske næste morgen. Ikke fordi jeg ville lære noget, men fordi jeg var bange for at miste noget.

Denne scene gentog sig i let ændret form over mange måneder. Og på et tidspunkt begyndte jeg for alvor at spørge mig selv, hvordan det kan være, at et værktøj, der skal støtte mig i at lære, jævnligt sætter mig i en tilstand, der føles mere som pligtopfyldelse end nysgerrighed.

Streaken, der besatte mig

Streaken var det punkt, hvor jeg tydeligst mærkede, at noget havde forskudt sig. I begyndelsen syntes jeg, den var motiverende, et lille incitament til at blive ved hver dag. Men med tiden blev incitamentet til en forpligtelse, der ikke længere havde noget med spansk eller italiensk at gøre. Jeg tog mig selv i at sidde i sengen klokken 23:50 og hurtigt klikke mig gennem en lektion, bare for at holde flammen i live, uden bevidst at opfatte et eneste ord af det. Og da jeg engang var på ferie i to uger, og streaken blev brudt, åbnede jeg derefter ikke appen igen i næsten en måned. Ikke af manglende interesse for sproget, men af en slags skam over at skulle starte forfra igen. Følelsen af at have svigtet var større end følelsen af at have gået glip af noget.

Blink, bip og pres

Dertil kom den rene mængde af stimuli. Hvert rigtigt svar blev fejret med en eksplosion af konfetti, en lydeffekt og en hoppende figur, hvert forkert svar blev kvitteret med en skuffet lyd, der føltes, som om jeg personligt havde såret nogen. Jeg sad i toget, forsøgte stille at lave en lektion, og blev af appen næsten tvunget til at lade lyden være tændt, for ellers virkede halvdelen af øvelsen ikke. Samtidig dukkede der vinduer op, som reklamerede for et nyt abonnement, en tidsbegrænset udfordring eller en dobbelt pointbonus, midt i koncentrationen om en sætning som „Quiero un café, por favor", uanset hvor enkel denne sætning end var, og uanset hvor lidt grund der var til at skamme sig over det, for enkelt sprog er ingen ulempe. Efter lektionen var jeg ikke afslappet eller stolt, men snarere udmattet, ligesom efter en reklamepause, der tilfældigvis indeholdt lidt sprogundervisning.

Konkurrence med fremmede og for mange spilleregler

Det blev særligt ubehageligt, da der pludselig dukkede en rangliste op, hvor jeg konkurrerede mod mennesker, jeg aldrig havde mødt og aldrig ville møde. Jeg fik beskeder om, at en person ved navn „User8823" havde overhalet mig, og bemærkede, hvordan jeg om aftenen hurtigt lavede flere øvelser, ikke for at tale bedre portugisisk, men for at blive i denne indbildte liga. Samtidig kørte hjerter, ædelsten, erfaringspoint, ligaer, badges og venneinvitationer side om side, uden at det nogensinde stod klart for mig, hvilket af disse systemer der egentlig havde noget med mit sprogniveau at gøre. Selve læringsstien var et forgrenet træ af symboler, hvor jeg ofte ikke vidste, om jeg fulgte det mest fornuftige næste skridt, eller blot den rækkefølge, der lovede flest point. Til sidst havde jeg følelsen af at vinde et spil mod et pointsystem i stedet for at lære fremmedsprog uden ranglister, men ingen anelse om, hvorvidt jeg reelt var kommet videre i virkelige samtaler.

Motivation, der bygger på frygt for tab, er ikke motivation, men blot velkamufleret stress.

Hvad det viste mig om god læringsdesign

Set i bakspejlet var det netop denne oplevelse, der fik mig til at tænke mest over, hvad læring egentlig har brug for for at føles godt. Ikke frygt for tab, men glæden ved at forstå noget. Ikke konstante stimuli udefra, men nok ro til at kunne koncentrere sig om en sætning, et ord, en ny regel. Ikke sammenligningen med fremmede, men ens egen, ærlige fremskridt. Disse overvejelser blev til sidst et af udgangspunkterne for Norimo, fordi jeg er overbevist om, at en sprogindlæringsapp ikke konstant behøver at kæmpe om opmærksomhed for at få nogen til at blive ved. Nogle gange er det nok at stole på, at selve læringen er interessant nok.