Hvor mange gloser skal man egentlig kunne for at gøre sig forståelig?

Når man begynder på et nyt sprog, kigger man næsten automatisk først på tallet: Titusindvis af opslagsord findes i en god ordbog, og hurtigt opstår indtrykket af, at man skal beherske en stor del af dem for overhovedet at kunne gøre sig forståelig. Dette indtryk lammer mere, end det hjælper. De seneste år har jeg brugt meget tid på at se på, hvordan folk rent faktisk taler, på café, i small talk med naboer, når man spørger om vej i en fremmed by. Resultatet er betryggende: Hverdagssprog er forbløffende sparsomt. En lille, tilbagevendende kerne af ord bærer størstedelen af det, vi rent faktisk skal sige og forstå i hverdagen.

Hvor meget sprog der ligger i et par hundrede ord

Sprogforskere, der analyserer store tekstsamlinger af talt sprog, når for mange sprog frem til lignende størrelsesordener: De omkring 100 hyppigste ord, ting som jeg, du, være, have, god, ikke, gøre, udgør allerede en betydelig del af en gennemsnitlig samtale, ofte omkring halvdelen. Med de cirka 1000 hyppigste ord dækker man på mange sprog allerede tre fjerdedele til fire femtedele af det daglige talesprog. Det er tal, man kan tilegne sig på nogle få uger med koncentreret indlæring, ikke på år. Den, der kender 2000 til 3000 velvalgte ord, kan allerede bevæge sig forbløffende flydende i de fleste hverdagssituationer.

Hvorfor udvalget betyder mere end mængden

Ikke alle hyppige ord er dog lige nyttige, og ikke alle nyttige ord er lige hyppige. Den, der planlægger en rejse, har nok brug for ordet for regning, perron eller apotek før nogle ord, der ligger højere på frekvenslister, men som sjældent forekommer i ens eget liv. Ti ord, der passer til ens egen situation, er ofte mere værd end hundrede tilfældige. Netop derfor giver ren udenadslære af ordlister ofte kun lidt: Der mangler forbindelsen til ens egen virkelighed. Et ord, man har brug for og bruger i en rigtig samtale, bliver hængende, et isoleret indlært ord falmer som regel igen inden for få dage, hvor også et roligt læringsmiljø gør en forskel for, hvor godt det lykkes.

Hvad der reelt rækker til konkrete situationer

På caféen klarer man sig med et meget overskueligt sæt: en drik, en høflighedsfrase, et par tal til bestilling og pris, samt vendinger som jeg vil gerne have eller regningen, tak. Til small talk rækker ofte et par dusin ord om vejr, befindende og enkle modspørgsmål, kombineret med et par faste vendinger, man kan bruge igen og igen. Og den, der spørger om vej, har frem for alt brug for retningsord, et par stednavne og evnen til venligt at bede om gentagelse, når svaret kommer for hurtigt. I ingen af disse situationer er der brug for tusindvis af ord, snarere en håndfuld byggesten, der sidder godt fast.

Anderledes ser det ud, så snart det handler om nuancerede eller faglige emner, at forklare en lægeundersøgelse, diskutere politik eller læse en roman. Dertil kræves der alt efter ambitionsniveau flere tusind til titusind ord, modersmålstalende råder passivt ofte over 20.000 ord eller flere. Men det er et andet mål end evnen til at gøre sig forståelig i hverdagen, og de to bør man ikke forveksle.

Ti ord, der passer til ens egen situation, er ofte mere værd end hundrede tilfældige.

Hvad Norimos dialoger handler om

Det er præcis denne forskel, vi hos Norimo tager udgangspunkt i. I stedet for at arbejde sig igennem lange, alfabetisk sorterede ordlister, står situationsbestemte dialoger i centrum hos os, samtaler på caféen, ved indtjekning på hotellet, i small talk med kolleger, fordi klare dialoger er hurtigere at have ved hånden i en rigtig samtale end isoleret grammatikviden. Ordene og vendingerne, der indgår i dem, er bevidst udvalgt efter, hvor ofte man reelt har brug for dem i netop denne situation, ikke efter hvor komplet en liste ser ud. Målet er ikke at samle så mange ord som muligt, men at øve de rigtige, så man rent faktisk kan hente dem frem, når det gælder. Den, der lærer på den måde, opdager ofte hurtigere end forventet, at man kan gøre sig forståelig, længe før man har opbygget et helt ordforråd.